Europa:
I Europa er det mest almindelige at overnatte på campingpladser eller såkaldte stellpladser (autocamperpladser).
- Campingpladser har typisk strøm, bad og fælleskøkken
- Stellpladser er billigere og mere enkle – men ofte uden faciliteter
- Overnat på vingårde og landbrug – kræver indmeldelse i klub
- Fricamping er muligt i nogle lande, men kræver, at du sætter dig grundigt ind i de lokale regler
- Tjek altid, hvad der er tilladt i det land, du besøger – reglerne varierer meget.
USA og Canada:
I USA og Canada er campingpladser det mest almindelige valg. Der findes både store kædekoncepter og mere simple, naturnære pladser.
- KOA – Kampgrounds of America: KOA er en af Nordamerikas største campingkæder med over 500 pladser. Her får du ofte pool, butik, café og gode faciliteter. Med et KOA Value Kard får du typisk 10 % rabat.
- Offentlige campingpladser (State Parks & National Parks): Her bor du midt i naturen – helt tæt på nationalparkerne. Faciliteterne er ofte mere enkle, men beliggenhederne er fantastiske. Nogle har både toiletter og bad, andre kun en markering eller bås til din autocamper.
- Harvest Hosts: Et medlemskab giver adgang til tusindvis af unikke overnatningssteder som vingårde, gårde og museer. Et sjovt alternativ til de klassiske pladser.
OBS: Pladser i populære nationalparker bliver udsolgt ret hurtigt. Hvis du vil bo inde i selve parken, bør du booke måneder i forvejen.
Australien og New Zealand:
I både Australien og New Zealand er campingpladser og Holiday Parks de mest brugte overnatningssteder. Her kan du koble til strøm og vand og bruge faciliteter som bad, toilet og fælleskøkken. Du kan også prøve Freedom Camping – hvor du overnatter gratis eller billigt på godkendte naturpladser uden faciliteter. Det kræver dog en selvforsynende autocamper med toilet, spildevandstank og batteri.
- Australien: Masser af klassiske campingpladser over hele landet. Freedom Camping er tilladt visse steder – tjek lokale regler.
- New Zealand: Meget autocamper-venligt land med mange muligheder. DOC-pladser (Department of Conservation) giver adgang til naturpladser i smukke omgivelser. Medlemskab til Okay2Stay giver mulighed for at overnatte på private steder som gårde og vingårde.
Japan:
I Japan overnatter du primært på RV Parks eller campingpladser. Du må ikke overnatte på helt almindelige parkeringspladser, hverken i byer eller på landet.
- Campingpladser/RV Parks har ofte strøm, toilet og ofte bad
- Auto Campsites er mere simple – ofte uden strøm og vand
- Michi-no-Eki (Roadside Stations) er rastepladser ved butikker eller markeder – her kan du parkere, men det er ikke altid tilladt at overnatte med borde/stole ude.
Sydafrika og Namibia:
I det sydlige Afrika (Sydafrika, Namibia, Botswana) overnatter du typisk på organiserede campingpladser – enten ved nationalparker, andre naturparker, lodges, naturreservater eller i byområder.
- Mange pladser tilbyder gode faciliteter som strøm, bad, toilet, grillområde og adgang til natur- eller safarioplevelser.
- Mange pladser er placeret i forbindelse med game-lodges, hvor du kan opleve dyr og natur.
- I nationalparker booker du gennem de officielle parkmyndigheder (fx SANParks i Sydafrika og NWR i Namibia).
- Nogle pladser kræver, at din autocamper er selvforsynende, især i mere afsides områder.
Fricamping frarådes generelt i Sydafrika og Namibia – både af sikkerheds- og komfortmæssige årsager.
Chile:
De mest almindelige steder at overnatte er organiserede campingpladser (campings eller “campamentos”), simple overnatningssteder i naturen og udvalgte parkeringsområder. Mange pladser har adgang til bad, toilet og strøm – men standarden kan variere. Fricamping er tilladt i visse områder, men du skal undersøge de lokale regler og være særligt opmærksom på sikkerhed og naturbeskyttelse.